”Farvel til Europa”
I Rom det høj røde, høje conclave
Velger oss stadigt ,,ufeilbar” en pave
Takk, jeg skal deraf i mer have!
I Spania? — Nu, der er tyrefegtninger,
Farvel, I europeiske slegtninger!
I Russland, Tyskland, Østerrig’ kneiser
Endnu mod sky en enevolds-keiser.
I alt deres dyre forgyldte flitter
Holde de folkene stadigt bag gitter,-
Derfor jeg reiser.
I England jordrottens gyldne dynger
Knuser elendige, skrekkeligt lynger
Folkefrihed og menneskeverdighed.
Farewell your honour! Farvel Deres herlighed!
I Frankrig’ er endnu Napoleons code
Geldene lov. Republikens høde
Pryder sig vel med frihedens kue;
Men dag ,, begere ingen at skue”
Den ynk og skendsel, som der sig skjuler
Paa samfundets højder, i samfundets huler!
Den keiser-bødel, med Kinds grumhed,
Kasted børn paa gaden; slog kvinder med stumhed.
Alting til mændenes ,,nytte og nøje!”
Med harme jeg derfra mig vil forføje.
Det klang nok lidt, svensk? — Farvel Mælar-staden!
Apropos — ja nettop! Til dig komer raden.
Dog — jeg mindes min Wessel — ei endser
jeg svensken; han er for nær vore grense.
Derfor høfligt — farvel!
Danmark vil jeg slett ikke nevne
Dets forhold ligger lidt mer i det jevne.
Farvel, farvel!
Og nu kommer vi til gamle Norge,
Det havomkranste. Vi stadigt borge
og gemme andre folkeslags meninger,
især de allereldste forsteninger.
— — — — — — — — —
—
altfor lenge, altfor lenge
ødte her jeg hver en evne
i den harde trange revne,
— hvor jeg klemtes fast at henge —
som vi kalde Norges rige.
Skønt man streber opp at stige,
kann man her kun sige, sige
I den bløt myr: uselvstendighed.
Søg i tide da udlendighed.
Jeg har nølet alfor lenge,
allerede rent bedøvet,
knust, og nesten ganske sløvet,
var jeg da fra Vest et lyn
Slog mitt trætte, matte syn.
Fast jeg tog beslutnings greb,
skar det lange tunge reb,
snoet om min hals, min hand,
og min fod. End gnist af aand
ejed jeg; af ild og liv
end en liden rest. Et bliv
lød jeg altfor lenge.
— Jeg har hast, — jeg har hast!
Da jeg sled de siste strenge,
hjertets trevlerod, som fast,
seig som bast,
end i hjemmets jord vil henge.
Farvel, du fødeby, fødeland!
Det store, virksome fremtidsland
Styrke og vide min sjel!
Gamle Norge, farvel, farvel!
End jeg ejer af kraft en rest,
Vender mig mod det frie Vest.
Det huger mig bedst!
April 1880
___________________
|
